uden helt at kunne huske hvornår det skete vil jeg lige fortælle en lignelse (jeg kalder den en lignelse med drivende ironi, fordi man, som jeg beskrev i sidste indlæg, ikke kan finde hverken hoved eller hale -godt eller ondt- sort eller hvidt i to menneskers skæbner, som de clasher i en dagligvarebutik):
Når der er én kasse åben, er der én kø. Når der så åbner en kasse mere, burde der ifølge de fleste være to køer. Dette er dog ikke altid tilfældet. For opløsningen af kø nr. 1 og køens bestanddeles integration i eller dannelse af kø nr. 2 er en forviklet og øm affære. Der sker så godt som altid det, at en eller anden ser sit snit til at stille sig foran i kø nr. 2 selvom denne slet ikke har været i kø nr. 1. naturligvis til stor gene for kø nr. 1s bestanddele. Oftest bliver kø. nr. 2 s første deltagers forseelse set igennem fingre med. Men det er absolut ikke altid. Og de gange, hvor der ikke bliver set igennem fingre med noget som helst, går det ikke stille for sig.
Som dengang, hvor en dame stiller sig foran i kø nr. 2. Kassedamen (mig.) forstår først situationen og dens dertil hrøende alvor, da to andre damer som tidligere vare medlem af kø nr. 1 men som ønsker at forlade den til fordel for kø nr. 2 begynder at ytre sig på en mindre pæn og mere højrystende facon. det er der for så vidt ikke noget interessant ved, det er sket før. Det interessante er, at den udskældte dames smør ikke er udstyret med en stregkode. i sådanne tilfælde ringer kassedamen (mig) én gang på klokken og sætter mig til at vente på at min kollega får hentet en smør med stregkode. og SÅ kommer der ellers en af de to damer, der oprindeligt stammede fra kø nr. 1 hen og siger noget der ligner; “det er det mest egoistiske menneske jeg længe har mødt. ikke alene springer du over i køen, du får også hele køen til at vente på en snollet lille pakke smør”.
og DET er det interessante. for damen fra kø nr. 1 har fået overskredet sin grænse. og når det sker, hænder det at dømmekraften går fløjten og alt bliver gråt. Ikke uforståeligt, da det jo, med konklusionen fra tidligere om at intet er sort og hvidt, MÅ være gråt.
Ihvertfald mumler smørdamen et eller andet og går videre, alt imens papegøjerne (udtrykket er hentet fRA Kispus med Helle Virkner) giver hinanden noget så ret i at det da var en værre finke.
køkultur er en fantastisk ting .
Hej kasse-dame
Jeg elsker din blog – det er de skæggeste iagtagelser og du er skarp til at formulere dig.
Jeg har lige startet et nyt projekt op, Verdensjournalist.com, for danskere i hele verden (tjek hjemmesiden for mere info), og kom til at tænke på din blog. Var det ikke noget for dig at blive verdensjournalist og oploade dine indlæg hos os? Du skal dog skrive under eget navn, men du kan jo evt. skrive ‘hilsen Brutto’ i slutningen af indlægget eller noget i den stil.
Se på det – jeg håber, du vil være med.
Venlig hilsen
Kathrine Hesner
Hej Kathrine.
Det lyder såmænd vældig spændende, jeg vil overveje det.
Først lidt off-topic:
Jeg vil anbefale dig OGSÅ at poste dine ting her. Pas på med at kun at uploade til andres sider. Jeg er også blevet kontaktet med tilbud om at bringe mine artikler på sider der har flere besøg. Det er også helt fint, men jeg plejer at sætte den betingelse, at jeg vil have lov til også at bringe dem i min egen blog. Så længe det hele laves på frivillig basis og i fritiden, er det sådan jeg selv kører det.
On-topic:
Det med når kø nr. 2 åbnes, der har jeg det sådan, at det er vel først til mølle princippet. Man står i en vurderingssituation og man vurderer selv, om man vil blive i den nuværende kø, eller man vil forsøge den anden. Hvis en der slet ikke har stået i kø før er så heldig at blive den første i kø nr. 2, så er det bare held. Der er ingen nedskrevne regler. De to papegøjer kunne bare selv have reageret hurtigere.
uh, men jeg beholder denne side, den er trygheden selv.
-og JO, jeg synes der er uskrevne regler der tæller mindst lige så meget som nedskrevne. det udspringer af en grundlæggende, stædig og naiv tro på at vi godt kan selv. At vi ikke behøver en ordensmagt der fortæller hvad der er godt og ondt, men at vi sammen kan finde frem til tolerable tilstande. her er køkultur et centralt symbol. jeg har svært ved at tro på at nogen gider springes over i køen. og derfor må vi , alle os der ikke kan lide det, tage konseksvensen og tro stå vagt om det (vel) fungerende køsystem. Det betyder dog ikke at vi skal forholde os dogmatisk til alle traditioner og gøremåder omkring det at købe ind. f.eks. har der, siden de rigtige discountsupermarkeder (her defineret som dem hvor der er lang kø, grøntsagerne som oftest er slatne og servicen er i bund) været en tendens til at pakke før man betaler. det resulterer i forvirring om , hvor det er okay at betale FRA. den lille plastic-skål på disken har ikke længere autoritet. hvilket jeg ser som et sundhedproblem for de ansatte. i forvejen begår man uendeligt mange skader i skuldre og håndled, men hvis man også skal række over for at tage i mod betaling og give byttepenge samme vej bliver strækkene det længere og dermed det mere fatale.
en anden ting der er ændret inden for de seneste år er hilsenen ” hav en fortsat god dag”. Min bedstemore fortalte at de var holdt o med at sige det henne i hendes brugs, fordi det var en helt forkert lykønskning, idet der kunne være sket alle mulige frygtelige ting før på dagen, og at man da ikke gad have sådan en tarvelig besked med hjem hvis man bare lige skulle hente lidt gravøl til begravelsen. I N”” siger man det heller ikke, men det er nok mere fordi man kører så mange kunder igennem at det kun tager et kvarter før man holder op med at mene det. jeg siger af princip kun hav en god dag til de allersureste, og det er ikke for at virke provokerende men fordi de logisk set er dem der har mest brug for det.
summasumarum mener jeg ikke papegøjerne havde ret i deres extended version of feeling guilty, men jeg har stadig et brændende ønske om at det vil sige sig selv at lade dem der har ventet længst komme først. altså tror jeg ikke på først til mølle særlig tit.