uden helt at kunne huske hvornår det skete vil jeg lige fortælle en lignelse (jeg kalder den en lignelse med drivende ironi, fordi man, som jeg beskrev i sidste indlæg, ikke kan finde hverken hoved eller hale -godt eller ondt- sort eller hvidt i to menneskers skæbner, som de clasher i en dagligvarebutik):
Når der er én kasse åben, er der én kø. Når der så åbner en kasse mere, burde der ifølge de fleste være to køer. Dette er dog ikke altid tilfældet. For opløsningen af kø nr. 1 og køens bestanddeles integration i eller dannelse af kø nr. 2 er en forviklet og øm affære. Der sker så godt som altid det, at en eller anden ser sit snit til at stille sig foran i kø nr. 2 selvom denne slet ikke har været i kø nr. 1. naturligvis til stor gene for kø nr. 1s bestanddele. Oftest bliver kø. nr. 2 s første deltagers forseelse set igennem fingre med. Men det er absolut ikke altid. Og de gange, hvor der ikke bliver set igennem fingre med noget som helst, går det ikke stille for sig.
Som dengang, hvor en dame stiller sig foran i kø nr. 2. Kassedamen (mig.) forstår først situationen og dens dertil hrøende alvor, da to andre damer som tidligere vare medlem af kø nr. 1 men som ønsker at forlade den til fordel for kø nr. 2 begynder at ytre sig på en mindre pæn og mere højrystende facon. det er der for så vidt ikke noget interessant ved, det er sket før. Det interessante er, at den udskældte dames smør ikke er udstyret med en stregkode. i sådanne tilfælde ringer kassedamen (mig) én gang på klokken og sætter mig til at vente på at min kollega får hentet en smør med stregkode. og SÅ kommer der ellers en af de to damer, der oprindeligt stammede fra kø nr. 1 hen og siger noget der ligner; “det er det mest egoistiske menneske jeg længe har mødt. ikke alene springer du over i køen, du får også hele køen til at vente på en snollet lille pakke smør”.
og DET er det interessante. for damen fra kø nr. 1 har fået overskredet sin grænse. og når det sker, hænder det at dømmekraften går fløjten og alt bliver gråt. Ikke uforståeligt, da det jo, med konklusionen fra tidligere om at intet er sort og hvidt, MÅ være gråt.
Ihvertfald mumler smørdamen et eller andet og går videre, alt imens papegøjerne (udtrykket er hentet fRA Kispus med Helle Virkner) giver hinanden noget så ret i at det da var en værre finke.
køkultur er en fantastisk ting .
