frostbur

Når det kommer til erkendelser er mennesker altid forskubbet i forhold til hinanden. Vi erkender forskellige ting i forskellige situationer, tider osv. og det er nok noget af dét, der gør kortvarig og praktisk kommunikation så besværligt. Når man ikke kender hinanden er der ingen rimelig mulighed for at pejle sig ind på den andens erkendelsessfære.
For eksempel vidste søndags-banan-damen ikke at jeg netop havde erkendt at jeg kun kunne holde hovedet højt ved udelukkende at reagere på høflige henvendelser. Og derfor blev hun, naturligvis, vred da jeg ikke reagerede på op til flere “hallooooooo”er. Hun var tydeligvis ikke selv nået til den erkendelse at det er en uforskammet måde at få kontakt på.
Til sidst måtte hun dog komme til den erkendelse at jeg ikke var i stand til at reagere på hendes råb og hun måtte derfor gøre noget andet. Så hun kontaktede mig, ikke pænt, men heller ikke nær så uforskammet som før. Da jeg så havde sagt “goddag, hvad kan jeg hjælpe med” (for ligesom at eksemplificere for damen hvordan man taler til fremmede mennesker) sagde hun, at hun var overbevist om at jeg havde hørt hende før. jeg kunne kun svare nej. For ifølge min egen beslutning ville jeg ikke høre hende. Derefter stillede hun mig et spørgsmål (om bananer, deraf banan-dame.) som jeg ikke kunne svare på,. Jeg svarede slet og ret “det ved jeg ikke”. Som jeg i øvrigt synes er en udmærket udmelding, alternativt kunne jeg have løjet. Men SÅ blev banan-damen vred. Og sagde at sådan kunne jeg ikke tale til kunderne. Sådan bare sige “det ved jeg ikke”: Så grinede jeg lidt og sagde “jamen jeg VED det jo ikke”.
Og jeg kunne slet, slet ikke forstå hvorfor hun blev vred. Og det kan jeg faktisk stadig ikke.
Men det må være noget med vores erkendelsesniveauer.

En anden erkendelse jeg er kommet frem til, omhandler gamle damer. De kan både have stok og rollator, det gør vist ikke den store forskel. Men i al fald har jeg nu erkendt at når de bliver sure er det fordi de er utrygge. Egentlig er det noget man godt ved når man tænker sig om, men de siger det jo ikke højt, så derfor skal der lige en tanke mere til. Ligesom at kunden ved båndet gerne må tænke på at lægge stregkoden op. Det er en ekstra tanke. Og jeg erkender, at hvis jeg vil have kunder til at tænke den ekstra tanke må jeg gøre det samme. Så det gør jeg så.

Vi har specielt en dame som går rundt og siger noget a la “nejnejnejnej” i sådan en mulende, halvt messende tone. Tonelejet er ikke klagende, mere bare luft der tilfældigvis er blevet omdannet til et ord på vej ud. sådan uovervejet.
Min kollega har en teori om at damen har en heftig intimpiercing, som gør ting ved hende mens hun går rundt. Det har jeg ikke lyst til at forestille mig.

I Lørdags var damen der, og fordi hun havde kludret i sine varer (det gør man bl.a. ved at glemme at sætte en “bom” op efter sine varer, så de bliver blandet sammen med den næste kundes. for din egen skyld; husk det)
havde hun jo betalt for noget andet end det hun ville have. Så skulle vi vente på en nøgle. Og SÅ blev damen vred og ville have sine penge. For hun gik jo med stok, så vi kunne ikke være bekendt at lade hende stå der.
Og det er da ganske rigtigt ikke særlig praktisk, men jeg er også sikker på, at hvis der stod stole i midtergangene ville alle barnevognsførerne bliver vrede over ikke at kunne fræse frem og tilbage med Pippi-sofie og karl-gustav d. III skrigende. så dér stod damen. det endte faktisk med hun blev så vred at hun sagde hun aldrig ville komme igen. Og det morer mig til stadighed at dem, der siger den slags, rent faktisk tror at medarbejderne tager sig af det. Det er ikke kunder, N**** mangler..
Hvorom alting er, så pyntede damen lystigt i lydlandskabet her til aften. Jeg tror faktisk hun havde glemt hvad hun havde lovet.

Man skal altid holde hvad man lover