Efter at have sundet mig i næsten et døgn efter Lørdagens (som er den værste dag, både for kunder og kassedamer) strabadser, kan jeg nu med klarsyn konstatere (og både klarsynet og følgende skriblerier er påvirket af den rødvin som jeg har drukket og spildt på min N-tast på tastaturet) at igår var en okay lørdag. Der var ikke så travlt og jeg tror vi nåede vores kvote hvad angår opsætning af varer etc. Jeg tænkte at jeg nu ville gennemgå en sådan lørdag fra mit vue, med forhåbning om at klargøre for eventuelle læsere hvad det indebærer for en kassedame.
dagen startede ved brødet, hvor jeg havde én dårlig og én god oplevelse.
jeg satte brød op og en dame kommer hen til mig og sprøger om ikke vi har noget ciabatta-brød. Jeg fortæller hende at det sikkert kommer til syne på et tidspunkt på pallen, men at jeg ikke kan sige hvornår. ganske sandfærdigt.
Hun løfter da øjenbrynene og ser ud som om jeg har fornærmet hende. derefter siger jeg til hende (og her kommer en vigtigt pointe for mit eventyr som kassedame; jeg får rent faktisk sagt noget, uden at at jeg bliver vred og uden at det virker andet end helt retfærdigt at sige) ::: “vi gør vores bedste”. Da dette, til trods for den store påvirkning det har på mig at jeg har ’svaret igen’, ikke ændrer damens udtryk og hun bare siger “ja” og går igen, skidesur, har jeg svært ved at finde begejstringen for at fortsætte med ærligheden og oprigtigheden. men gejsten skal findes.
jeg får et skub i den rigtige retning da en anden kunde spørger om vi har noget af det der billige brød til 4 kroner med blåt print (og ikke grønt) og jeg så siger at det nok kommer jo længere jeg når ned i pallen. for så sker det magiske nemlig at damen siger “jeg venter bare”. den perfekte kunde. hun giver ikke op, så jeg føler ikke at jeg er en fiasko til mit arbejde. men hun er også forstående over for at jeg selvfølgelig bliver nødt til at tage det brød der ligger øverst først. lidt senere kigger hun på pallen og fortæller mig hvor det blå brød er, og jeg er glad for hendes forståelse så selvfølglig går jeg igang med den stabel hvori det blå brød ligger. så hun kan få sit brød.
(resten af dagen var med bip-bip osv, og jeg kan egentlig ikke huske noget nævneværdigt andet end at der også er mange pænde mænd på frederiksberg)
Oplevelsen med kunden med det blå brød er et meget godt eksempel på hvordan verden virker. I al fald i N**** (som jeg ikke længere nævner ved navn, af sikkerhedsmæssige årsager)
-For det er nemlig sådan med mennesker (og alle ved det, derfor ‘nemlig’) at vi alle sammen ønsker noget fra hinanden. Hvorvidt det er kærlighed, penge eller en “lille pose” er sådan set underordnet.
for at få hvad vi gerne vil have bliver vi nødt til at kalkulere med dette andet menneske, som vi ønsker noget fras egne ønsker. Med dette job ønsker jeg at smitte så mange mennesker som muligt med tilfredshed og ja, lad gå, næstekærlighed (det er bare fordi det lyder så kristent, og det er det jo også, men kan virkelig godt lide næstekærlighed) , og derfor har jeg brug for så meget hjælp som muligt for at gøre det lettere for mig at bibeholde gejsten. Og den gejst kommer af at jeg møder forståelse af og respekt for mit hverv. Og ikke mindst af at jeg ikke møder for høje forventninger til hvad der er muligt og rimeligt.
Så en STOR TAK til damen med det blå brød. -Den perfekte kunde
(og også tak til den dejlige kommentar fra copenminded.wordpress, fantastisk med mennesker der reagerer på deres omverden)
