reality’s breathing down your neck

det er SVÆRT at være kunde. I al fald når man forsøger at være den mest eksemplariske, den mest unikke der for alvor søger at ændre kassedamens dag. I egoets desperation efter at blive husket som en helgen omdannes mange tanker om ophøjet nåde og idealisme til at være en form for hysterisk anfald. For det er svært at være glad når man ikke er det. således hænder det for selv den mest inkarnerede “verdens bedste kunde”, at man i stedet for at virke glad, høflig og andet slik, bliver til en-af-dem-der-virker-som-om-de-har-ondt-af-kassedamen. -Hvilket er en af de mest fatale fejltagelser man kan begå overfor snart sagt alle. Ingen vil have medlidenhed, hvis ikke de har bedt om det. Og INGEN vil have medlidenhed hvis de har bedt om det. Idag var jeg i Irma og kassemanden var meget nydelig. Meget, meget, meget nydelig. Og jeg skulle have rødvin og var ikke spor nydelig. Og jeg prøvede virkelig. uden at prøve for meget. For det er jo Irma, og de må forvente at deres kunder forventer en vis standard. I al fald resulterede det i, at jeg med påklistret smil og charme blev ekspederet og havde en virkelig dårligt smag i munden bagefter.

for selv kassedame ved når du faker the happy happy client

the kinky appearances of guilt

Udover at være helt ualmindeligt rødhåret taler hun også helt ualmindeligt højt i mobiltelefon af dens slags hvor der ikke er en actual mobiltelefon til stede i ens synsfelt så man tror hun taler med sig selv. Derudover flytter hun sig helt (faktisk!) ualmindeligt unødigt for diverse paller, frostskabe og andre forholdsvis store ting man skal slæbe gennem den ikke helt perfekt indrettede butik. jeg sidder i kassen. Foran denne, der hvor man bipper og har en skærm der fortæller hvor meget og hvad det bliver, sidder en lille skrueknap. den skrueknap kan bestemme hvor hurtigt bånd nummer to (det der kører efter man har bippet varerne) kører. intervallet går fra 1-10 sekunder efter den sidst registrerede vare er blevet flyttet fra bånd nummer et. jeg forstår det ikke helt.
I al fald har jeg altid, med henblik på den bedste service, valgt at styre båndet helt selv (0), ved hjælp af fodpedaler. dermed sikres den mindst mulige masning af varer.
Hende den rådhårede sagde “det er godt det ikke er dig der skal spise den her mad” (jeg er ofte i tvivl om det er mig der bliver tiltalt, og det er altid pinligt når en eller anden siger “hav en god dag” og jeg svarer i lige måde, for derefter at finde ud af at det altså er en anden i køen vedkommende taler til. grådighed mht. til hilsner klæder kun få). så kigger jeg uforstående på hende (for det er jo hende der har købt det. jeg forstår det ikke helt. så siger hun “du maser den jo fuldstændig”. det forstår jeg slet ikke. Jeg synes ikke selv mine hænder er af den slags man betragter som frygtindgydende. men så går det op for mig at det hun ser er en eller anden form for sammenhængende maskine, der kører varer fra den ene ende til den anden, løfter dem op et sted på vejen og siger bip og på et eller andet tidspunkt spytter et tal ud som hun så skal hoste op med. humanoid, but not quite human.
så siger jeg, fordi jeg tænker hun nok ikke helt forstår “jamen, det er slet ikke mig der maser dine varer, det er båndet!”. og alligevel har hun plantet et frø i mig der på en eller anden måde får mig til at tro at båndet og jeg er, om ikke selv samme skabning, så beslægtede, så jeg siger “og vi gør jo vores bedste”. underforstået båndet og jeg.
dertil er det svært at sige så meget, og den rødhårede tav da også…
men jeg er slet ikke sikker på at båndet ikke er af en forræderisk natur, så jeg undskylder for inklusionen.
Forestillede jeg mig da ikke også hende som en humanoid but not quite human med indbygget telefon?

no more mysteries

..her kommer lige et par tips. Det er ting jeg ikke vidste før jeg blev kassedame og som jeg tror der er andre der heller ikke ved.

-Man kan kun indløse flaskebonner i selvsamme forretning som man har afleveret flaskerne i.

-der er kommet sådan en cigaretudløser (dette er ikke en fag-term) i nogle butikker. Den skal man selv trykke cigaretterene ud på. Desuden skal man lægge cigaretterne ned på båndet, ligesom alle andre varer. Ellers kan det være svært at gætte hvis det er. Det er en god idé at trykke cigaretteren ud før det bliver éns tur, for de tager som oftest lidt tid om at komme ud.

-husk nu at placere ansvaret hvor det hører til. Det er ikke de andre kunders skyld at køen er splittet. det er ikke medarbejdernes skyld at ikke alle varer er blevet leveret. her skriver jeg osv. fordi man burde kunne tænke sig selv til resten.

lecture over.

ladies and their standards

uden helt at kunne huske hvornår det skete vil jeg lige fortælle en lignelse (jeg kalder den en lignelse med drivende ironi, fordi man, som jeg beskrev i sidste indlæg, ikke kan finde hverken hoved eller hale -godt eller ondt- sort eller hvidt i to menneskers skæbner, som de clasher i en dagligvarebutik):

Når der er én kasse åben, er der én kø. Når der så åbner en kasse mere, burde der ifølge de fleste være to køer. Dette er dog ikke altid tilfældet. For opløsningen af kø nr. 1 og køens bestanddeles integration i eller dannelse af kø nr. 2 er en forviklet og øm affære. Der sker så godt som altid det, at en eller anden ser sit snit til at stille sig foran i kø nr. 2 selvom denne slet ikke har været i kø nr. 1. naturligvis til stor gene for kø nr. 1s bestanddele. Oftest bliver kø. nr. 2 s første deltagers forseelse set igennem fingre med. Men det er absolut ikke altid. Og de gange, hvor der ikke bliver set igennem fingre med noget som helst, går det ikke stille for sig.

Som dengang, hvor en dame stiller sig foran i kø nr. 2. Kassedamen (mig.) forstår først situationen og dens dertil hrøende alvor, da to andre damer som tidligere vare medlem af kø nr. 1 men som ønsker at forlade den til fordel for kø nr. 2 begynder at ytre sig på en mindre pæn og mere højrystende facon. det er der for så vidt ikke noget interessant ved, det er sket før. Det interessante er, at den udskældte dames smør ikke er udstyret med en stregkode. i sådanne tilfælde ringer kassedamen (mig) én gang på klokken og sætter mig til at vente på at min kollega får hentet en smør med stregkode. og SÅ kommer der ellers en af de to damer, der oprindeligt stammede fra kø nr. 1 hen og siger noget der ligner; “det er det mest egoistiske menneske jeg længe har mødt. ikke alene springer du over i køen, du får også hele køen til at vente på en snollet lille pakke smør”.

og DET er det interessante. for damen fra kø nr. 1 har fået overskredet sin grænse. og når det sker, hænder det at dømmekraften går fløjten og alt bliver gråt. Ikke uforståeligt, da det jo, med konklusionen fra tidligere om at intet er sort og hvidt, MÅ være gråt.

Ihvertfald mumler smørdamen et eller andet og går videre, alt imens papegøjerne (udtrykket er hentet fRA Kispus med Helle Virkner) giver hinanden noget så ret i at det da var en værre finke.
køkultur er en fantastisk ting .

both sides now?

det er af flere gunde længe siden jeg har haft lyst til at ytre mig på bloggen. Især har jeg fundet det svært at skulle agere (subjektivt, givet) talerør for en profession jeg hverken ønsker eller føler mig som en del af. Og så synes jeg det er ufatteligt svært at finde den form for kompromis kunde og medarbejder imellem, som jeg på en eller anden måde har troet “lå” og ventede på at blive opdaget.
jeg har måske altid troet at velviljen ville være der, hvis ellers man huskede at minde hinanden om dens vigtighed. Det er ikke sikkert det ikke er sådan, men jeg synes flere og flere tegn peger i retning af, at vi er så gode til at ødelægge hinanden at vi indeholder uoprettelige defekter.

det er undrer mig mest er, at vi åbenbart ikke kan se de gevinster vi opnår ved at behandle hinanden ordentligt. Og at vi er blinde over for den skade vi forvolder andre. Faktisk er jeg så mentalt forpustet af at tænke på det, at jeg slet ikke orker at skrive om det. men nu er der en form for åbning , som jeg håber at kunne udnytte på et senere tidspunkt.

…Det morer mig i øvrigt absurd meget at min blog popper op når man søger på “netto forloren hare tilbud” som det er blevet gjort. Det er jo lige netop DIG, der søger på dette jeg vil have i tale. så hvorfor TALER du ikke?!

er voxne børn der er blevet sindssyge?

-dagen har bestået af levende, åndende kontraster. Fra at være 2 timer i en helvedes 5. klasse som jeg på ingen måde var i stand til at styre (eventuelt også grundet højt indtag af liebfraumilch dagen i forvejen og solid søvnmangel) gik jeg direkte ind i den største og mest upædAgogiske kravlegård- forbrugerismens blomsterbed.
Alder har intet som helst at sige i denne sammenhæng.
Men børn og voksne har, nærmest per definition, umiddelbare og uhyre besværlige konflikter med hinanden. Den voksne anser sig selv for rimelig, og det næsten ligegyldigt hvad vedkommende ellers kræver af sin omverden. barnet synes derimod at vide at det er på grænsen af det rimelige når det gør “noget det ikke må”. Kort og godt véd barnet når det har gjort noget forkert.
Idag var der en dame der havde købt Kinder-mælkesnitter i en 5-pak. Hendes søn (på ca. 10 år) var vældig begejstret og talte meget om, hvordan han glædede sig til at få sådan en med på madpakke. (og hvorfor hedder det egentlig “på” madpakke. er det ligesom at “handle ind”? en ukritisk accepteret sprogfejl) Moderen talte derefter, og givetvis resten af samtalen, formanende om at kinder-mælkesnitte altså ikke er sundt og at barnet i virkeligheden slet ikke burde spise den slags.
Stakkels, stakkels dreng, tænkte kassedamen ved sig selv mens moderen pakkede blegselleri ned i sin unicef-indkøbspose med en sjælden iver.
For hvordan kan moderen betragte sig selv som rimelig når det nu er hende der råder over husholdningsbudgettet og faktisk beslutter sig for at købe disse kager, for lige med det samme at give sin søn dårlig samvittighed over at have lyst til dem? det er bare SÅ typisk Frederiksberg.

frostbur

Når det kommer til erkendelser er mennesker altid forskubbet i forhold til hinanden. Vi erkender forskellige ting i forskellige situationer, tider osv. og det er nok noget af dét, der gør kortvarig og praktisk kommunikation så besværligt. Når man ikke kender hinanden er der ingen rimelig mulighed for at pejle sig ind på den andens erkendelsessfære.
For eksempel vidste søndags-banan-damen ikke at jeg netop havde erkendt at jeg kun kunne holde hovedet højt ved udelukkende at reagere på høflige henvendelser. Og derfor blev hun, naturligvis, vred da jeg ikke reagerede på op til flere “hallooooooo”er. Hun var tydeligvis ikke selv nået til den erkendelse at det er en uforskammet måde at få kontakt på.
Til sidst måtte hun dog komme til den erkendelse at jeg ikke var i stand til at reagere på hendes råb og hun måtte derfor gøre noget andet. Så hun kontaktede mig, ikke pænt, men heller ikke nær så uforskammet som før. Da jeg så havde sagt “goddag, hvad kan jeg hjælpe med” (for ligesom at eksemplificere for damen hvordan man taler til fremmede mennesker) sagde hun, at hun var overbevist om at jeg havde hørt hende før. jeg kunne kun svare nej. For ifølge min egen beslutning ville jeg ikke høre hende. Derefter stillede hun mig et spørgsmål (om bananer, deraf banan-dame.) som jeg ikke kunne svare på,. Jeg svarede slet og ret “det ved jeg ikke”. Som jeg i øvrigt synes er en udmærket udmelding, alternativt kunne jeg have løjet. Men SÅ blev banan-damen vred. Og sagde at sådan kunne jeg ikke tale til kunderne. Sådan bare sige “det ved jeg ikke”: Så grinede jeg lidt og sagde “jamen jeg VED det jo ikke”.
Og jeg kunne slet, slet ikke forstå hvorfor hun blev vred. Og det kan jeg faktisk stadig ikke.
Men det må være noget med vores erkendelsesniveauer.

En anden erkendelse jeg er kommet frem til, omhandler gamle damer. De kan både have stok og rollator, det gør vist ikke den store forskel. Men i al fald har jeg nu erkendt at når de bliver sure er det fordi de er utrygge. Egentlig er det noget man godt ved når man tænker sig om, men de siger det jo ikke højt, så derfor skal der lige en tanke mere til. Ligesom at kunden ved båndet gerne må tænke på at lægge stregkoden op. Det er en ekstra tanke. Og jeg erkender, at hvis jeg vil have kunder til at tænke den ekstra tanke må jeg gøre det samme. Så det gør jeg så.

Vi har specielt en dame som går rundt og siger noget a la “nejnejnejnej” i sådan en mulende, halvt messende tone. Tonelejet er ikke klagende, mere bare luft der tilfældigvis er blevet omdannet til et ord på vej ud. sådan uovervejet.
Min kollega har en teori om at damen har en heftig intimpiercing, som gør ting ved hende mens hun går rundt. Det har jeg ikke lyst til at forestille mig.

I Lørdags var damen der, og fordi hun havde kludret i sine varer (det gør man bl.a. ved at glemme at sætte en “bom” op efter sine varer, så de bliver blandet sammen med den næste kundes. for din egen skyld; husk det)
havde hun jo betalt for noget andet end det hun ville have. Så skulle vi vente på en nøgle. Og SÅ blev damen vred og ville have sine penge. For hun gik jo med stok, så vi kunne ikke være bekendt at lade hende stå der.
Og det er da ganske rigtigt ikke særlig praktisk, men jeg er også sikker på, at hvis der stod stole i midtergangene ville alle barnevognsførerne bliver vrede over ikke at kunne fræse frem og tilbage med Pippi-sofie og karl-gustav d. III skrigende. så dér stod damen. det endte faktisk med hun blev så vred at hun sagde hun aldrig ville komme igen. Og det morer mig til stadighed at dem, der siger den slags, rent faktisk tror at medarbejderne tager sig af det. Det er ikke kunder, N**** mangler..
Hvorom alting er, så pyntede damen lystigt i lydlandskabet her til aften. Jeg tror faktisk hun havde glemt hvad hun havde lovet.

Man skal altid holde hvad man lover

fortolkerens selvbevidsthed

Det er faktisk lidt smerteligt at skulle skrive om denne hændelse. Et eller andet sted skaber den resonans i mig selv -og uden at vide det tror jeg også den gør det i mange andre.
Vi sad to ved kassen. Det var hjemfraarbejde-køen der bare blev længere og længere. intet som helst mål i sigte.
Da der adskillige gange var blevet råbt på en kasse mere, og jeg udmærket vidste at vi simpelthen ikke havde flere kassedamer til rådighed, gjorde jeg noget jeg selv følte var meget rigtigt og meget modigt.
jeg sagde højt og tydeligt ud i køen “hvis nu alle lægger deres varer i et lag og med stegkoden opad så går det vildt meget hurtigere”. Der skete ikke rigtig noget. Det eneste bemærkelsesværdige var en kvinde, der netop havde lagt sine varer op på båndet i et herrens virvar, som sagde et eller andet. Da larmen i sådan en butik på decibelniveau svarer til en børnehaves, kunne jeg ikke høre hvad. Og desuden var det vist ikke henvendt til mig. Da denne dame skulle betale, sagde hun at hun havde nogle kontanter og ville tage resten af beløbet på kortet, og så sagde hun noget i retning af at hun godt kunne tage hele beløbet på kortet hvis det gik hurtigere. Her opfangede jeg et kort øjeblik at hun var oprevet over et eller andet, men fordi der var travlt og jeg jo ikke er psykolog, men kassedame, tænkte jeg ikke nærmere over det.
Men hvordan man modtager sin bon er mere værd end tusinde ord. Hun rev den til sig og så meget, meget vredt på mig.
Da opfattede jeg hvordan hun havde tolket min, synes jeg selv, fornuftige udmelding om varernes placering på båndet. Hun troede at jeg havde henvendt mig personligt til hende og at det var en direkte kommentar om hendes formåen i den retning.
mens damen stadig stod og pakkede sine ting sammen, kom den næste kunde som tydeligvis havde lyttet til mit råd og lagt sine varer eksemplarisk. Han sagde, “se, så fik du varerne som du ville have dem”. En enkel konstatering. Jeg smilede og sagde tak, og at det jo var for deres egen skyld, det er jo deres tid der bliver brugt. Han sagde, at det vidste han godt.

Jeg kan på en eller anden måde ikke lade være med at blive lidt såret over kvindens tolkning af mine ytring. mange faktorer har sikkert spillet ind, men jeg forventede faktisk at de fleste ville gøre som jeg foreslog og tænke “nåja, det er også rigtigt” uden at føle sig personligt krænket af mine ord.
Og samtidig fascinerer det mig at hun har socialt rum til at lade en kassedame indvirke på hende sindstilstand. Det beviser blot igen at hvis man smiler til kassedamen, lægger varerne pænt op på båndet, og i øvrigt behandler sine medmennesker med respekt, kan det kun give overskud.

Jeg tror måske jeg vil forsøge mig med samme trick en anden gang. Og så lige putte det ind i vat, så ironien bliver noget vi alle kan grine af, f.eks. “alle ved jo at N****s kunder er de bedste i verden, men I ville komme hurtigere op til mig, hvis I alle sammen lagde jeres varer pænt og med stregkoden opad”. Eller noget i den retning. I al fald har jeg en usigelig, og fuldstændig ubegrundet lyst til at sige et offentligt undskyld til damen. Men jeg lader være. For selvom det aldrig virker sådan. Så er det faktisk næsten altid kassedamen der har ret.

eftertænksomhed vs. late night shopping

I den butik jeg arbejder i har vi åbent til kl 21. For Frederiksberg-borgere burde dette betragtes som en luksus. Namnam. <Når alkoholismen indfinder sig ved 20-tiden er det stadig muligt at få vodka til aboslut discountpris.
Men når man har åbent så længe betyder det at både kunder og medarbejdere er kogte i hjernen og der ikke er meget reason tilbage at fedte rundt i. Bevares. Alle ved at alle er trætte. Hvis ellers man tænker sig om.

For nylig havde jeg en oplevelse, der i høj grad bekræftede at late night shopping bliver begået med hovedet under armen. Imens vi tager vogne ind og rydder det sidste op før vi lukker, kommer der en udenlandsk dame og vil så gerne bare lige købe en liter mælk. Min overordnede siger god for det. Det viser sig at damen havde tænkt sig at gå rundt i en kvarters tid og snuse til de gode tilbud og ellers købe sådan cirka alle sine dagligvarer (inkl. mælk.. dog) her kl. 5 minutter OVER ni. Det er godt nok dødirriterende, men hun er venlig og vi bærer over med hende. Da hun så kommer til kassen vil hun så hjertens gerne betale med et udenlandsk visa. Vi tager kun dankort. Vi bliver alle sammen rigtig ærgerlige, ikke mindst damen (for hun kan jo godt se det er pinligt at have løjet om kun at skulle købe mælk for så slet ikke at kunne betale for denne).
Men jeg tror vi alle tre går derfra en erfaring rigere. Jeg fast besluttet på ikke at gentage fiaskoen.

Idag sidder jeg ved min kasse, kl. er ni og de sidste kunder står i køen. Det er såmænd ikke fordi det har været en særlig lang dag for mig (jeg møder først om eftermiddagen), men sindet er så pudsigt indrettet at når man ved man er tæt på enden kan man slet ikke vente. Ligesom når man skal tisse og har holdt sig hele vejen hjem. Og når så man når hoveddøren.. BRISTEPUNKT.

Men det hænder at en klar resonans lyder i mine ører, da en dame gerne vil betale med udenlandsk visa og i øvrigt fik lov af min overordnede at komme ind efter lukketid for at købe et par ting (sådan halvanden kurv, shopaholic!)
Da vi jo stadig ikke kan tage udenlandske kort, foreslår min overordnede (som står ved min kasse og fejer) at hun lige smutter over på den anden side af gaden og hæver penge til varerne. Jeg siger vi ikke kan nå det, helt klart med den tidligere oplevelse in mente, men det mener han nu godt vi kan. Damen går efter penge, og jeg siger til min overordnede at jeg synes det var en dårlig idé. Vi har trods alt lukket.
Manden der stod efter damen i køen kigger på mig og siger “det kaldes kundeservice”.

-Jeg var meget tæt på at bide hans stemmelæber over. For det første kendte han ikke min motivation til at synes det var en dårlig idé (ihvertfald ikke andet end den åbenlyse; vi har lukket?! -som ej heller er dårlig endda)
For det andet stod jeg og snakkede med min kollega, og om hvad skulle han virkelig ikke blande sig i.
Her kommer lige en løftet pegefinger til alle de, der i løbet af dagen har følt sig overset at mig som kassedame, fordi jeg var igang med lidt smalltalk med mine kolleger.

For dit job foregår garanteret sådan her: du har nogle opgaver du skal løse. Dem løser du i fællesskab med dine kolleger, alt efter hvilke kompetencer du skal benytte til at løse opgaven. I N**** foregår en sådan korrespondance via ring. Hvis du ringer 3 gange skal du bruge en leder der har en nøgle. Og det er for det meste nøglen du skal bruge, ikke lederen. Kontakten er minimal. Hvis du ringer to, vil du have en anden til at åbne en kasse . Kontakten er ikke nødvendigvis eksisterende. hvis du ringer et skal du bruge nogen til at sætte noget på plads eller til at hjælpe en kunde der ikke kan finde vognene ( og her; led efter dem selv, det kan ikke btale sig t vente på en medarbejder. nej, aldrig) Kontakten er minimal.

Når du holder frokost på dit arbejde sidder du garanteret i en frokoststue og spiser med dine kolleger. Eller i et rygeskur etc.

I N**** holder man frokost alene. Forestil dig hvis butikken lukkede pga. frokost. Ramaskrig.

Derfor er den eneste kontakt du har med dine kolleger, den du kan snige til at have hvis du er på gulvet og I sætter grønt op sammen, eller den du har henover hovedet på kunderne med kassedamen på den anden side af køen.
Derfor skal du ikke rynke på næsen af små finurligheder medarbejderne har sammen. Og da slet ikke hvis det har at gøre med konfliktløsning. For det er dit late night shopping sted der lider under vores utrilfredshed.